MUNSJ

MUNSJ - Bremen

Søndag 27.03.2022 - kl 10.00 - kl 12.30

Voksen 150,- kr / Barn 50,- kr

Spillestedet Generator præsenterer i samarbejde med Kulturhuset Mejeriet og Vestjyllands Kunstpavillon et nyt koncept – MUNSJ – hvor live musik, god mad og kvalitetstid med familie og venner mødes i en skøn forening. Musikken bliver præsenteret i en hyggelig og afslappet atmosfære med plads til folk i alle aldre, og kan forhåbentlig være med til at give en ny sanseoplevelse fortæller Simon Busk, der er netværkskoordinator ved Generator.

Når du køber en billet i forsalg, sikrer du dig adgang til en lækkert anrettet brunch tilberedt af en lokal restauratør. Maden vil hovedsageligt være tilberedt af lokale råvarer af god kvalitet. Den lokale kok og iværksætter Bent Graakjær, som er medlem af Kulinarisk Vestjyllands bestyrelse, har været rådgiver i projektet.

Til den første MUNSJ i Mejeriet i Tarm står Ikarus Stage Arts (som i efteråret lavede en fantastisk musikalsk forestilling på Tarm Apoteks tag) for det musikalske indslag – en teaterkoncert: 
Stadsmusikanterne fra Bremen.


Derefter bliver der serveret brunch – og når børnene har spist – kan de deltage i kreative aktiviteter inspireret af artist in residence Inge Agnete Tarpgaard, som er ansat i kommunen for at være med til at løfte kulturelle og kunstneriske aktiviteter for børn og unge. Senest var hun med til at lave Lysfestivalen i Ringkøbing.
Er der børn, der har svært ved at overvære hele koncerten, er der allerede under koncerten være mulighed for at gå i billedværkstedet.

Simon Busk fortsætter:
Vi har lavet konceptet, fordi vi hører en stor efterspørgsel af kulturelle  arrangementer, som foregår i weekenden. Ideen er, at det er en fælles oplevelse både for voksne og børn, så familier med børn også har mulighed for at komme ud og opleve en koncert, uden at skulle finde børnepasning eller undvære familien. Så det er ikke decideret et børnearrangement, men noget både voksne og børn får en god kulturel oplevelse ud af. Alle er velkomne – med eller uden børn.

Munsj